onsdag den 23. maj 2018

Symbolikken i kirken

Aktivitetsudvalget i Sct. Mortens Kirke i Næstved har tit spændende arrangementer på programmet, og det var der også mandag den 14. maj, da tidligere museumsleder, Palle Birk Hansen, var inviteret til at fortælle om "Symbolikken i kirken". Sct. Mortens Kirke er en spændende kirke, hvor det smukke kirkerum og den sjældne kirkekunst giver god mulighed for at fordybe sig i historien for en stund, hvis man er interesseret i kirkekultur. Men hvorfor hedder Sct. Mortens Kirke, som den gør? Og hvornår startede det hele? Og hvad er der specielt ved netop denne kirke? Ja, det kan du høre lidt mere om i afsnittene neden under.

Sct. Mortens Kirke omtales første gang i 1280 og må derfor sandsynligvis være bygget og taget i brug før 1250, derfor mener man, at kirken er fra 1200-tallet. I 1200-tallet var der flere store bygningsarbejder i gang på Sjælland; Sct. Peders (i Næstved) nuværende kirkebygning ned mod Susåen og også den store Roskilde Domkirke blev opført i sten omkring 1250. I den tid lå status ofte i hvor store bygninger man kunne opføre, og hvilke materiale goder man havde i købstederne, så derfor var Næstved én af de byer, der blev betegnet som høj af rang.





Abel Schrøder d. y.

Når jeg træder ind i Sct. Mortens Kirke sætter Abel Schrøders udskæringer i altertavle og prædikestol da min nysgerrighed i højsædet - for især altertavlen er jo et kæmpe værk, der med sine 6 meters højde er opdelt i flere af Biblens påsketekster. Hvis hvert afsnit af skærearbejdet skal forklares her, så bliver det måske for trættende for nogen at læse med, så derfor er det muligt selv at læse detaljerne via det billede og tekst af altertavlen som jeg har valgt at vise for Jer her. Materialet stammer fra hæftet "Sct. Mortens Kirke", der oprindelig blev skrevet og udgivet i 1975, og senere er hæftet blevet redigeret og udgivet igen og igen - senest i september 2017, hvor denne udgave er fra.





Men i korte træk, så starter udskæring 1. nederst - på altertavlen med nadveren, hvor Jesus spiser det sidste måltid sammen med disciplene og frem til figur 12. øverst, hvor en statue af Jesus med verdenskuglen fuldender lidelseshistorien. Påsketiden er mørk og ikke særlig rar at tænke på, og der er nok flere der i dag vil sige, at Jesus da bare kunne have spillet med og ikke været så ærlig i de svar og gerninger, som han ytrede, da han levede på Jorden, men som sagt er/var der jo en større mening med det hele. Hvis ikke vi troede på noget - på hver Vores måde, så var der ingen der ville bruge kirken til dåbs-, konfirmations-, bryllups- eller begravelseshandlinger. Det hele kan jo ikke dreje sig om traditioner, og at det er en familieskik at få ens barn døbt f.eks., næh det drejer sig i bund og grund om noget større. Det handler om TRO, HÅB og KÆRLIGHED! For de fleste i hvert fald.

Sanct Martin af Tours

Kirken er opkaldt efter den legendariske Sanct Martin af Tours - oversat til dansk "Sankt Morten". Sankt Morten fejrer man i Danmark på Mortens Aften den 10. november. Ifølge legenden ville Martin af Tours ikke udnævnes til biskop, og derfor gemte han sig i en gåsesti for at undgå dette, men det skulle han aldrig have gjort, da gæssene skræppede så højt, at han blev afsløret af de tilhængere, der ville udnævne ham til biskop. Gæssene skulle have løn som fortjent, derfor skulle der gås på bordet hvert år på denne dag, og derfor spiser vi FUGL på denne traditionsaften hvert år.

I kirkens hvælving kan man se et flot kalkmaleri af Sankt Martin af Tours, der bygger på en anden kendt historie om denne helgen. Her er han soldat, siddende på sin hest, mens han skærer et stykke af sin officerskappe for at give den til en fattig tigger. Derfor er Sankt Morten helgen og patron for de fattige og tiggerne.






Symbolikken i kirken

Denne mandag i maj skinnede solen fra en skyfri himmel, da arrangementet begyndte, og der var lune i luften - der var endelig kommet sommer over Næstved. Som foredragets overskrift lød, så skulle der høres om "Symbolikken i kirken", og Palle Birk Hansen startede med at byde de interesserede gæster udenfor til en tur rundt om kirken, da det ikke kun er indenfor, at der er spændende kirkehistorie, men også uden på bygningen.





Jeg vil absolut anbefale mine læsere og andre interesserede at benytte Jer af rundvisning i Sct. Mortens Kirke, når den lejlighed byder sig. Og hvis chancen er der for en guidet tur med op i kirketårnet, der er fra 1400-tallet, hvor man kan se tårnurets værk, der antagelig er udført af Johan Diderich Galle, 1750, så skal man unde sig selv den oplevelse. Der er langt op, men det er flot og spændende. Vel oppe kan man nyde et flot vue over Næstved by. Der er tit nogen til stede, der gerne vil fortælle, så bare spørg!





Sct. Mortens Kirke, der altså blev bygget i 1200-tallet, ligger midt i Næstved by - lige ved begyndelsen til byens strøg - Torvestræde. Adressen er Kattebjerg 2, og der er længe åbent for dem der kunne være interesserede i at kigge indenfor. Tirsdag til fredag er der åbent kl. 10.00-16.30 og lørdag kl. 10.00-14.00. Disse åbningstider kan selvfølgelig ændre sig lidt, hvis der midt på dagen er kirkelige handliger som f.eks. en begravelse. Så er der lukket for en stund, men så kan man jo drikke en kop god kaffe på én af caferne tæt på. Der er altid personale tilstede i kirken, der kan svare på de mest gense spørgsmål, og ellers er der brochurer til fri afbenyttelse, så man kan læse sig til svaret på det meste. Og så er der handicapvenligt!

Tak fordi du læste med. Pas på hinanden og på gensyn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar