mandag den 14. maj 2018

Mor er den vigtigste i verden, eller er hun?

Hvert år, anden søndag i maj, er der tradition for, at vi fejrer mors dag i Danmark. Blomsterhandlerne giver mulighed for at få bundet de overdådigste buketter til glæde og begejstring for mor. På denne dag er det vigtigt at forkæle mor på bedst tænkelige måde, og rigtig mange butikker tjener gode penge på fejringsdage som denne; når buketten skal hentes lægges vejen måske også forbi bageren, hvor der skal købes morgenbrød og lidt ekstra godt til eftermiddags-kaffen denne maj-søndag. I Danmark betaler vi rigtig mange penge ind på "MORS DAGS KONTOEN"!

Jeg holder meget af tanken om en rar dag, hvor man har mulighed for at lade forkælelsen regne lidt ned over mor, det virker da som en rigtig god idé, da man så har mulighed for at gøre en forskel i ens mors liv, men hvorfor ikke fordele de gode gaver, fælles oplevelser og glæder ud over hele året?

Mange mødre verden over ser frem til denne dag, ja lige som de måske gør, når det er fødselsdage og andre helligdage, hvor der så er chance for, at vi som familie skal ses. De fleste mødre er sikre på, at deres travle børn så kommer på besøg, men hvad gør det, når de resten af året har så travlt med dit og dat og dut, at de ikke lige kan overkomme de gode og hyggelige besøg. Familielivet skal jo hænge sammen, jobbet skal passes og vennerne plejes.

I mange tilfælde varer MORS DAG så kort, tiden har det jo med at løbe stærkt, når de rare ting sker i Vores liv. Når dagen så er slut, så sidder MOR igen alene tilbage med minderne om en rar dag, men frustrationerne er der også for, hvornår kommer børnene igen på besøg? De fleste fra den ældre generation vil til enhver tid forsvarer deres børn med ordene om, at de jo har så travlt, men alligevel mærkes det tydeligt, når man får en snak om, hvordan livet har formet sig, at det stikker dybt i hjertet, at der ikke er tid til at ses noget mere, og hvor havde det været rart, at familien ville være lidt mere nærværende og bare kom forbi engang imellem. ½ times tid ville betyde så meget!




Nu skal det ikke lyde som om, at Danmarks mødre aldrig får besøg, men jeg tænker da tit på, hvorfor vi ikke kan være mere nærværende og næstekærlige overfor hinanden i dagligdagen. Ikke nødvendigvis hver dag, men oftere end nu! Hvorfor tager vi os ikke mere af hinanden og hjælper, hvor vi kan. Dette gælder ikke kun mor, men alle de mennesker, som vi har omkring os.

Anna Jarvis

Intet indlæg fra min side uden, at der følger en smule historie med. Titlen 'Mors Dag' giver jo sig selv, da vi fejrer mor, men hvem fandt på denne dag? Anna Jarvis skabte dagen, da hun ville ære sin mor efter hendes død i 1905. Skikken har så bredt sig, og er blevet holdt i hævd som en officiel helligdag i USA siden 1944. Dagen blev skabt med tanken på nærvær og den personlige del af sådan en fejringsdag, så Anna Jarvis brød sig ikke om, at det blev mere og mere naturligt f.eks. at bruge fortrykte kort, da hun stadig syntes, at et håndskrevet kort er mere personligt. Og jeg syntes da også, at et håndskrevet kort er mere personligt end et computerskrevet, men vi griber jo ofte den lette løsning for, at det hele skal være så let og samtidig smart. Anna Jarvis forblev ugift og barnløs, hun døde 24. november 1943 i Pennsylvania.

Der er forskellige datoer for fejring af Mors Dag rundt om i verden, og i en del lande blandt andet i Danmark er det 2. søndag i maj. Men i lande tæt på os holdes dagen lidt forskudt. I Sverige er det sidste søndag i maj, og i Norge er det 2. søndag i februar.

Den officielle "Mors Dags blomst" er nelliken, og det er ikke noget blomsterhandlerne har fundet på, men skaberen Anna Jarvis, og nelliken er da en smuk blomst, der ofte bruges i buketter. Mange betegner stadig nelikken som en begravelses blomst, men alle blomster kan vel gå under denne titel, da det drejer sig om smag og behag. Så i mine øjne er alle blomster begravelsesblomster, men nelliken kan også bruges i en brudebuket, nu vil nogen måske sige nej, men det kommer vel an på sammensætningen af de andre blomster i buketten.

Mor ER den bedste i verden...

Gennem årene er der skrevet flere sange til mor, hvem husker ikke "Mor er den bedste i verden", sangen der søndag efter søndag er spillet i GIRO 413. Musik og film er jo smag og behag, men hjemme hos mig er favorit-DVD'en der bare MÅ ses på mors dag, Hella Joofs film "All Inclusive" fra 2014 med Bodil Jørgensen, Danica Curcic og Maria Rossing i de bærende roller.




Der kunne siges og skrives meget mere om MOR, men jeg vil blot slutte af med en udtalelse fra Thyra Frank, forhenværende leder på OK-Hjemmet Lotte på Frederiksberg og nu Ældreminister, fra bogen "De 5 på Lotte":

"Jeg har angsten for, at min mor skal død. For den dag min mor dør, der dør det eneste menneske, der er tilbage, som vil elske mig ultimativt. Så den dag jeg ikke har min mor mere, så vil den kærlighed, jeg får, være noget jeg skal gøre mig fortjent til. Sådan er det. Kærligheden mellem børn og forældre skal man ikke gøre sig fortjent til".

Så lad os glædes over Thyras ord, der ikke kunne være sagt mere rigtig som afslutning på mit blog indlæg. Pas på hinanden og giv Jeres mødre et ekstra knus, når I ses.

God læselyst og på gensyn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar