Lad os tænde et lys

4. maj 1945, om aftenen, brød glæden og jublen løs, da budskabet kom om, at Danmark igen var et frit land!

Tænder vi stadig lys i vinduerne her i 2018 på denne befrielsesaften for at mindes, da friheden igen kom til Danmark? I 2015, var det 70 år siden, at Danmark igen blev et frit land, og der var ekstra fejring, da det var et jubilæumsår. I sidste uge var det 73 år siden, at denne begivenhed fandt sted, men hvad kan vi bruge denne aften til, så mange år efter, ud over at mindes en svunden tid? Den yngre generation kan af gode grunde ikke huske de skrækkelige krigsår, men mange af os har forældre og bedsteforældre, der har gengivet historier på godt og ondt fra de fem år, som 2. Verdenskrig varede.

Personligt tror jeg på, at historierne fra 2. Verdenskrig vil følge med flere generationer endnu, da verden stadig er fyldt med krig, besættelse, undertrykkelse, fratagelse af frihedsrettigheder og totur. Nød og elendighed er et stort problem flere steder rundt om i verden, millioner af mennesker sulter hver dag, så Danmark er et frit land, men hvad med resten af verden? Selvfølgelig er det ikke muligt at redde hele verden, men hvis vi gjorde en indsat alle sammen - bare en lille indsats - så ville vi kunne gøre en stor forskel.

Når man skriver et oplæg som dette, så kræver det, at der følger lidt historie med. Og hvorfor er det så, at vi fejrer befrielsesdagen med tændte stearinlys i vinduerne? De fem år som 2. Verdenskrig varede havde været mørke år. Om aftenerne lå gaderne mørke hen og intet lys måtte snige sig ind ad vinduerne til de danske stuer, så alle havde rullet deres mørklægningsgardiner for om aftenen. Dette var selvfølgelig af sikkerhedsmæssige grunde. Så lys i vinduerne skal altså minde os om den aften, hvor mørket igen fik lov til at strømme igennem rudens glas. Vi tænker sikkert ikke over denne lille ting i hverdagen, men vi burde måske være mere ydmyg og taknemmelig over denne lille "gode" som det er at kunne tænde lys i stuen uden at tænke på, at dette oplyste rum kan tilkalde en risiko for at blive angrebet.

Lys i vinduerne på befrielsesaftenen  -  Foto: Annemette Caspersen (C)

I årene efter krigens slutning var rigtig mange mennesker stadig prægede af disse rædselsfulde år, og nogen havde mistet én eller flere af deres kære, så denne aften var særlig svær at komme igennem. Spørgsmålet kom jo til dem der sad tilbage med sorg og savn, hvorfor skulle det være min bror, mand, søn eller en anden slægtning der måtte lade livet i disse år. Sorgen kan være ubærlig og næsten umulig at komme over, men på en eller anden måde, så rejser vi os igen og kommer videre. Det er ikke let, men muligt!
 
Budskabet om, at Danmark igen var et frit land 4. maj 1945, kom på en uventet måde og intet var planlagt, da speaker ved BBC's danske redaktion i London, Johannes G. Sørensen, gik i studiet for kl. 20.30 at sende BBC's sene aftenudsendelse til Danmark. Efter seks minutters udsendelse blev mikrofonen atter slukket, og journalisten var tavs, han havde ingen planen om at skulle sige mere i radioen denne aften, men pludselig braser hans journalist-kollega ind af døren til studiet med den glædelige meddelelse. Mikrofonen bliver tændt igen og Johannes G. Sørensen, også kaldet manden med guldstemmen, udtaler med rolig stemme:

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig".

Frihedsbudskabet blev gentaget, og jublen ville ingen ende tage. Os der har set den danske serie "Matador" husker sikkert scenen fra befrielsesaftenen, hvor Hans Christian Varnæs i glæde river mørklægningsgardinerne ned fra vinduerne i stuen, mens de øvrige gæster ser undrende til - friheden og glæden var kommet tilbage og dette skulle fejres.

Rationeringsmærker

En anden ting, der også skulle fejres var, at folk igen kunne begynde at købe de varer der i lang tid havde været rationering på. Efter besættelsen den 9. april 1940 var det næsten umuligt at skaffe varer fra områder der blev kontrolleret af Tyskland. En krig bringer mange dårlige ting med sig. Mangel på dagligvarer - varer som smør og sukker, var der rationering på. Et rationeringsmærke var en slags kupon, der gav mulighed for at købe en rationeret vare, som smør, sukker eller brændsel i begrænset mængde.

I 1940 stoppede al privat kørsel i Danmark, fordi der ikke var benzin nok. Fra januar 1942 var der intet salg af kakao og kaffe, så gode drikke som disse måtte man altså leve uden, og jeg hører ofte folk sige, at de ikke KAN leve uden deres morgenkaffe f.eks. Os danskere er et forvent folkefærd, og vi har svært ved at se ud over Vores egen næsetip, hvis der sker ændringer i de ting, som vi er vant til. Jeg elsker også min morgenkaffe, men hvis det skulle komme der til, så ville det ikke være umuligt at finde et alternativ, der er nemlig mange andre rare ting, der kan indtages. Men følelsen af at skulle nøjes med, kan være svær.

Staten forsøgte at fordele rationeringsmærkerne efter befolkningens behov, men mange var så fattige i krigsårene, at de solgte deres mærker på det sorte marked, sortbørsen, selvom det var forbudt. I Matador oplever vi igen og igen Tjener Boldt sælge rationeringsmærker ulovligt til dem, der havde penge til at tilkøbe sig disse små mærker til ekstra forkælelse.

Beskyttelsesrum

I krigsårene var der også flittig brug af beskyttelsesrummene, når sirenerne lød. Folk valfartede i sikkerhed, nogen til de offentlige sikringsrum og andre i deres private. Ofte blev kældrene benyttet som beskyttelsesrum, og der var opbevaret et lille lager af mad og tæpper, så man kunne klare sig i en tid, men ofte var alarmen hurtig afblæst igen, og folk kunne komme op fra det underjordiske skjul igen. I Matador oplever vi en scene, hvor kokkepigen Laura har været ude at koge til et selskab, og hun møder Maud og Hans Christian Varnæs, da luftalarmen lyder. De må søge tilflugt i familien Varnæs private beskyttelsesrum, der er i deres kælder.
Siden den 4. maj 1994 har det været "Store Hyledag" en gang om året, den første onsdag i maj præcist kl. 12.00 bliver sirenerne afprøvet, man skal være klar og tjekke, at der er lyd på, og at det hele virker, hvis der skulle udbryde krig eller andre katastrofer, så man kan varsle befolkningen. Fra  juni 1951 til april 1967 var afprøvning af sirener hver uge om lørdagen kl.12.00. Lørdag var måske en mindre heldig dag at afprøve sirener på, det vides ikke, men der var i hvert fald udskiftning af ugedag til onsdag kl. 12.00, og så lød sirenerne troligt efterfølgende hver onsdag fra april 1967 til den 24. november 1993. Her i 2018 tænker vi måske ikke så meget over skrækken i budskabet, når alarmerne lød, men for mange folk har påvirkningen været stor i årene efter krigens hærgen. Mange blev mindet om den mørke tid, når de hver uge hørte sirenerne lød.

I Thorsvang Samlermuseum i Stege er det muligt at dykke ned i et beskyttelsesrum fra krigstiden, så hvis det er svært at forestille sig de trange kår, så er her en mulighed for at opleve dette. Så udover et rart udflugtsmål, så er her mulighed for at genopleve fordums tid både inde og ude.

Jeg håber, at du som læser har fået et lille indblik i historien om Danmarks befrielse, og at du vil fortælle dine gode historier videre til dem der måtte lytte, eller hvis du ikke selv har oplevet besættelsestiden, så bed dine forældre eller bedsteforældre om at fortælle, hvordan det var dengang. De fleste vil rigtig gerne fortælle, så benyt dig af dette!

God læselyst og på gensyn.