søndag den 29. april 2018

Hvorfor er det så sundt at synge?

Vi møder 'sangen' mange steder i Vores liv. Vi synger i glæde og i sorg! Sangen og musikken fylder Vores liv. I radio og tv og vi steamer musik på Internettet som aldrig før, Spotify og Youtube er populære tjenester til dette formål. Vi synger i brusebadet, i bilen, til fester og bare fordi, at det er rart at synge. Hvad betyder det så for os at synge? Og kan vi bedst lide at synge alene, eller sammen med andre?

Korsang


Korsang er det helt store HIT i disse år, og i filmen "En sang for Marion", der havde premiere i de danske biografer i maj 2013 møder vi optimismen selv, Marion, der synger glæden ud i det lokale kor, hvor imod hendes mand Arthur foretrækker at sidde for sig selv, og han glemmer ikke at brokke sig højlydt over hvor pinligt, at han syntes, at det er at synge. Men er det nu så pinligt at synge? Da Marion bliver alvorlig syg, må Arthur skifte kurs, og han kommer til at skifte mening angående sangen og udfylder da også kones plads i koret, da hun ikke er der mere. Alt dette sker selvfølgelig ikke uden modstand, men hele filmhandlingen igennem dukker humoren op, når man mindst venter det. En film fuld af kærlighed, glæde og sorg. Her bliver vi igen mindet om, at det er sundt at synge!


Biograffilmen fra 2013 "En sang for Marion"

Forskere og musikpædagoger har udmeldt i magasinet Samvirke fra januar 2015, at hvis vi synger, så styrker vi krop og sjæl og bliver gladere og sundere. Men man behøver vel ikke være forsker for at kunne se en positiv påvirkning af dem, der deltager i sangundervisning af forskellig art - disse folk er bare mere positive. Sangen byder glæden ind i Vores hjerter!

De små synger


Vi møder sangen i de spæde barneår, og de fleste af os kender sikkert "De små synger", sangbogen med de rare børnesange, hvor der på forsiden er afbilledet drengen med det smørgule hår og de røde æblekinder. Den komplette version af "De små synger" fra 1948 er næsten uændret i antal sange til de senere nyudgivelser. Bogen startede med 134 sange, der spænder bredt i repertoire, og glade barnestemmer i de danske hjem gennem 70 år har sunget og nynnet med, og sangene holder stadig. Nu synger vi ikke kun med børnene i vuggestuer og børnehaver, men også andre steder - mødre og fædre valfarter til babysang i kirkerne og på musikskolerne, hvor det har været naturligt at genforene den danske sang. "Se den lille kattekilling", "Jeg ved en lærkerede" og "Sur, sur, sur" er sange som lyder bekendt for os, der har børn eller har haft glæden af at synge sammen med børn.


Børnesangbogen "De små synger"

Så syng da Danmark...


I Næstved, hvor jeg bor, er der flere gratis sangarrangementer, der er værd at deltage i! Det sociale samvær bliver styrket, vi bliver gladere og ser mere lyst på livet. Jeg vil ikke komme dybt ind på, om sang kan erstatte medicin mod tristhed, for selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre, men ingen tvivl om, at mange over tid kunne finde en større mening med livet og de ting der sker, hvis vi jævnligt synger. Vi kommer hurtigt til at føle et fællesskab med de andre der også deltager, når vi synger sammen. Og ofte møder vi de samme mennesker til sangarrangementerne, og vi kender det - kendte ansigter skaber tryghed!

På Næstved Bibliotek er der fællessang hver fredag kl. 10.00, hvor man kan tilslutte sig den gode stemning, enten synger man med eller også lytter man. Begge dele er okay, da der her er højt til loftet og hver person bliver budt inden for som den man er. Hver gang synges der to til tre sange fra blandt andet Højskolesangbogen - tit er det velkendte sange, andre gange er det nye sange, som skal synges et par gange for at lære dem, men så kender deltagerne sangene til en anden god gang.

Fællessang på Næstved Bibliotek

Og I Sct. Mortens Gaard (Sct. Mortens Kirke) i Næstved er der sangeftermiddage cirka en gang om måneden. Her deltager sangglade Næstvedborgere i et par timers hygge med toner fra klaveret, hvor sangen hyldes, og samtidig kan man så glædes over det gode selskab og den hyggelige snak, der altid er ved bordene. Her bliver deltagerne mindet om, at her er der højt til loftet og rart at være. Ved disse arrangementer kommer man med den stemme, man nu engang har, her drejer det sig om fællesskab og derfor bliver ordsproget "Hver fugl synger med sit næb", tit brugt på Ostenfeldtsvej 18. Næste sangeftermiddag er onsdag den 16. maj kl. 14.15. Alle er hjertelig velkommen.

Sanghygge i Sct. Mortens Gaard

Højskolessangbogen


Højskolesangbogen er én af Danmarks bedst sælgende bøger. Første udgave udkom i 1894, men med årene er der blevet bygget på. Den danske teolog og salmedigter N. F. S. Grundtvig er stadig den tekstforfatter der har leveret flest sange til Højskolesangbogen, men flere kendte og mindre kendte digtere har bidraget.


I denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at nævne og samtidig glæde mig over 85-årige Jens Rosendal, der er højskolelærer og salmedigter, og som samtidig er den nulevende forfatter der har flest sange med i Højskolesangbogen, han har bidraget med ikke mindre end 13 sange, blandt andet sangen "Du kom med alt det der var dig" fra 1981. Denne sang er personligt én af mine favouritter, KÆRLIGHEDSSANGEN , der handler om kærlighed og forelskelse, men også om sorg og smerte, når døden rammer, men sangen får os samtidig til at huske på og mindes, det gode der har været. Vi møder glæden over forelskelsen i sangens første vers: "Du kom med alt det der var dig - og sprængte hver en spærret vej...". Og i sidste vers møder vi sorgen og tabet over en dyb kærlighed: "At livet det er livet værd - på trods af tvivl og stort besvær...". Ordene i denne sang er/var en kærlighedserklæring til Jens Rosendals ven, som han levede sammen med i 20 år.

Højskolessangbogen

12-timers live fællessang


Hvad vil vi med den danske sang? Og hvad kan vi bruge den til? Én ting vi ikke kan komme uden om, og det er, at vi møder sangen, når vi mindst venter det! Kan vi fasteholde sangen i rigtig mange timer i træk? Det spørgsmål ville jeg personligt have svaret nej til for få måneder siden, men da DR K og P2 valgte at sende 12-timers live fællessang lørdag den 17. marts i år med værterne Mathias Hammer og Phillip Faber blev mit svar et andet end først tænkt. 160 sange fra 'den blå' (Højskolesangbogen) og det hele blev sendt LIVE. Dette kan vist ikke gøres flottere!


Hvis du har fået lyst til at synge er der mange muligheder, der annonceres ofte i de lokale ugeblade om sangeftermiddage og kor-arrangementer nær dig.

Jeg slutter mit indlæg af med sangen "Den danske sang er en ung blond pige". Og opfordringen fra mig lyder som i vers tre i denne smukke sang: "Så syng da Danmark, lad hjertet tale...". En invitation til at erhverve sig én af de mange sangbøger, hvis man ikke allerede har en.