I weekenden, her har der været afviklet to løb i Københavnsområdet. Det ene er et børneløb - Pjerrotløbet - som foregik i forlystelsesparken Bakken i Klampenborg nord for København i dag søndag d. 10. juni. Bakken og Hjerteforeningen var som de andre år sammen om at arrangerer løbet, og starten gik kl. 10.00. Alle børn under 14 år kunne deltage, og forældre og bedsteforældre kunne løbe gratis med, når børnene havde købt startmærke. En god kombination af motion, frisk luft og at støtte et godt formål, og måske var der plads til lidt sjov i den gamle forlystelsespark efterfølgende.
Løb er ikke kun underholdning og sjov, men kirkerne i Københavnsområdet viser sig alligevel lidt med på noderne, da studenterpræsterne på Frederiksberg i tæt samarbejde med Frederiksbergdagene og Frederiksberg Provsti og Københavns Stift havde arrangeret "Lutherløbet" der også løb af stablen i dag søndag den 10. juni kl. 13.00, hvor der var start og mål i Lindevangsparken på Frederiksberg. Lutherløbet er et festligt, folkeligt og fornøjeligt motionsløb for hele familien. Studenterpræst på Frederiksberg, Søren Bruun, som arrangerer Lutherløbet udtaler på løbets Facebookside: "Det er lutter løb og leg".
Jeg er meget imponeret over, at Frederiksberg Kommune i samarbejde med kirkerne i bydelen kan arrangerer sådan et godt tiltag, for det er nemlig vejen frem, hvis Folkekirken skal bestå i årene frem. Man skal som kirke være klar til at prøve noget nyt, og jeg ved godt, at det er svært, når man er vant til, at tingene kører på en bestemt måde. Et løb arrangeret af kirken er for mange menighedsrådsmedlemmer ret grænseoverskridende, men der skal hele tiden en smule nytænkning til. Det er nogle sogne så bedre til end andre. Det drejer sig om åbenhed uden, at kirkens værdigrundlæg skrider, og det kan godt lade sig gøre, hvis man er åben og imødekommende overfor nye idéer. Og så skal man inddrage flere frivillige i arbejdet med at trække sognebørnene til kirkerne.
Dagens Lutherløb fik hjælp af standupkomiker Sebastian Dorset til den fælles opvarmning inden starten, og borgmester i Frederiksberg Kommune, Jørgen Glenthøj, "skød" løbet i gang kl. 13.00, så det har efter billederne at vise været en rigtig rar dag. Nu er det jo lidt sent at komme med en anbefaling om at deltage i de løb, der er afviklet i denne weekend, men så kan man jo glæde sig over at kunne deltage næste år, da Lutherløbet er en tilbagevendende aktivitet på Frederiksberg. Fællesskab skaber jo forståelse for mange ting her i livet. Lad os komme hinanden ved!
Royal Run
Flere steder i Danmark er der folkefester omkring større løbsarrangementer. Mandag 2. Pinsedag havde flere end 70.000 danskere i udvalgte byer iført sig løbesko og løb med Danmarks Kronprins, i anledning af den kongelige fødselsdag. Her var der tale om en ægte folkefest, hvor danskerne gik sammen om en god sag. "Royal Run" var for alle uanset løberfaring, og man kunne vælge at gå eller løbe de to distancer; Den ene rute, der var på "One Mile" der svarer til 1.609 km, eller for de mere garvede løbere der kunne løbe 10 km.
Med det store antal af deltagere, så var løbet her det 8. største løb i verden, og det er da positivt, syntes jeg, at Danmark bliver sat på verdenskortet på denne elegante måde. Når der er gode ting at nævne om Vores rare land, så skal vi også gøre os umage for at fortælle om det vidt og bredt. Danskerne løb med Danmarks kommende konge og de mange, mange deltagere beviste, at motion er vejen til et sundt liv. Og en gang imellem er det sundt at stille sig op og turde skabe konkurrence, så er det måske også lidt lettere at komme med i forskellige aktiviteter, for vi vil jo helst ikke stå tilbage for noget. Hvis naboen skal løbe til byens motionsløb, så skal vi også, og vi skal gerne løbe lidt længere end ham eller hende - bare en smule længere.
Hvorfor er det så sundt at løbe? Jeg vil her skynde mig at nævne, at selvfølgelig gælder folks sunde fornuft her omkring, hvad ens krop kan tåle af fysisk påvirkning. Hvis man starter som ny løber, så skal man nok ikke give den gas med et marathonløb lige til at starte med. Små slag og husk at lytte til kroppens signaler.
Kan det være farligt at løbe?
Der var engang - i slutningen af 60'erne, hvor læger og forskere var ude med advarsler mod "Jogging", der var udtrykket for løb dengang. Hvorfor skulle man dog gå ud og advare mod noget der i dag er vist, at der fremmer sundheden hos mange, jo det gjorde man, fordi der var en militærmand der faldt om med hjerteproblemer og døde ved et Eremitageløb. I den forbindelse var udmeldingen efterfølgende, at løb var direkte sundhedsskadelig, når en sund og rask mand kunne dø af at motionsløbe.
I mere end 40 år har forskerne så gransket i løb og løbsvaner, og man er kommet frem til, at løb ER sundt, og at man med sund fornuft kan dyrke denne sport. Statistikkerne fortæller, at mænd lever 6,2 år længere, hvis de motionsløber og kvinder lever 5,6 år længere. Jeg tror personligt på, at det ikke kun drejer sig om løb, det drejer sig også om at dyrke lidt motion og være aktiv dagligt. En god gåtur giver måske ikke helt så meget som en løbetur, men det vil stadig styrke Vores krop og velvære at dyrke sport. Vi må bare huske, at overanstrengelse kan belaste Vores hjerte, hvis vi presser Vores krop for hårdt.
Der findes en del jokes og udtryk om løb, nogle er sjove, andre platte og noget af det der siges er brugbart, andet er bare "fyldstof" i en travl hverdag. Der er ingen tvivl om, hvad udtrykket "tage benene på nakken" betyder, men hvor stammer det fra, og hvornår hørte man det første gang? Det ældste eksempel er fra 1816, men der er ingen nærmere forklaring på, hvem der opfandt udtrykket, og hvad meningen var ud over at skynde sig og få fart på. Og de der "ben på nakken" kan man jo gætte sig til. For løber man ifølge udtrykket så hurtigt, at benene faktisk lander på nakken? Næh, det er nok bare en talemåde, som vi har taget til os! Vi kender også dette udtryk fra tysk, hvor de siger "die Beine in die Hand (eller unter die Arme) nehmen".
Den amerikanske talkshowvært og marathonløber, Oprah Winfrey, har udtalt: "Løb er den bedste metafor for livet, for du får det ud af det, som du lægger i det". Og det drejer sig jo om at blive motiveret for at røre sig og derefter at vælge den motionsform, der passer ind i Vores liv. Krop og sind skal kunne følge med, og det skal jo være en glæde at dyrke en sportsgren - Ikke kun en hård pligt.
Tak fordi du læste med. Pas på hinanden og på gensyn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar